Badebro op i uge 22

Vi har nu fået en aftale med vores entreprenør om, at badebroen bliver sat op senest i uge 22 – altså i den uge, der ligger hen over månedsskiftet maj-juni. Og så bliver den taget ned igen medio september.

Fra næste år vil badebroen blive sat op hvert år sidst i april og blive taget ned i sidste halvdel af september.

Den sene opsætning i år skyldes, at vi kom sent med i forhold til entreprenørens planlægning.

Tornerosebugten inviterer

Vores naboer i Grundejerforeningen Tornerosebugten er i finalen i Odsherred Kommunes naturkonkurrence ’Vild Makeover’. Det markerer de med et arrangement lørdag den 21. maj 2022 klokken 10-12. Og vi er inviteret, jf. nedenstående:

Kære naboer og genboer

Grundejerforeningen Tornerosebugten er med i finalen i Odsherred Kommunes naturkonkurrence ’Vild Makeover’. Det markerer vi med et arrangement lørdag den 21. maj 2022 klokken 10-12. Vi håber, at I vil komme og høre om det projekt, vi deltager med i konkurrencen, der handler om at fremme biodiversitet.

Arrangementet finder sted ved vraget af den gamle betonlægter ud for Mosrosevej (”cementskibet”). Vi byder de første 50 gæster velkommen med en god kop kaffe fra ”Kims Kaffe” og et stykke af Louise Bannon fra ”Tír Bakery’s” herlige bagværk.

Dommerkomiteen kommer forbi og bedømmer vores projekt mellem 9-10 og repræsentanter fra Tornerosebugtens bestyrelse og naturplejeudvalg vil fortælle om foreningens arbejde med at fremme vild natur og biodiversiteten på vores 8 hektar store fællesareal langs Kattegatkysten.

Tag familien i hånden og gå en tur i vores dejlige område langs Kattegat fra Æblerosevej i nord til Majrosevej i syd.

Venlig hilsen

Grundejerforeningen Tornerosebugten